Forældelse i momssager 

Forældelse af selve momskravet (civilretligt)

Almindelig 3-års forældelsesfrist:

Hovedreglen er, at et krav på moms (momstilsvar) forældes 3 år efter forfaldstidspunktet.

For moms betyder det 3 år fra sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode (f.eks. den 25. i måneden efter en månedsafregning). Denne 3-årige forældelsesfrist følger Forældelsesloven (FORÆL) § 3, stk. 1, og gælder medmindre anden lov fastsætter en særregel.

Hvis fordringshaveren (Skatteforvaltningen) har været ubekendt med kravet – f.eks. fordi moms ikke er angivet – kan forældelsesfristen suspenderes, men der gælder en absolut 10-års maksimumfrist.

Det betyder, at selv ved suspension indtræder forældelse senest 10 år efter forfaldstidspunktet.

10-årig forældelse (“særligt retsgrundlag”):

Visse momskrav er undergivet en længere forældelsesfrist på 10 år. Ifølge FORÆL § 5, stk. 1, nr. 3 forældes en fordring først efter 10 år, hvis der foreligger et særligt retsgrundlag for kravet.

Et særligt retsgrundlag vil typisk være, at kravets eksistens og størrelse er fastslået ved dom, forlig eller tilsvarende eksigibelt grundlag.

I praksis betyder det, at hvis Skatteforvaltningen har fået kravet anerkendt eller fastslået (fx ved en endelig afgørelse der kan tvangsfuldbyrdes som en dom), så gælder den længere 10-års forældelse regnet fra forfaldsdagen.

I Skatteforvaltningens vejledning omtales dette som en overgang fra det to-strengede system (3 år + suspensionsmulighed med max 10 år) til et en-strenget system på 10 år Læs: info.skat.dk.

Renter og inddrivelse:

Rentekrav pålægges som udgangspunkt særskilt og forældes normalt efter 3 år fra forfald, ligesom andre pengekrav.

Hvis myndigheden foretager inddrivelsesskridt, kan det dog påvirke renters forældelse.

Forældelsesloven § 19, stk. 7 bestemmer, at når forældelsen afbrydes ved anmodning om udlæg for et krav med særligt retsgrundlag (f.eks. et momskrav fastslået ved dom), så løber en ny 10-årig forældelsesfrist – og denne nye frist omfatter også de omkostninger og renter, der er opgjort under udlægsforretningen.

Med andre ord bliver allerede påløbne, ikke-forældede renter en del af hovedkravet ved retslig inddrivelse og får 10-års frist.

Løbende fremtidige renter er dog ikke automatisk omfattet og vil fortsat forældes individuelt efter 3 år, indtil de eventuelt inddrives eller indgår i en ny retslig afgørelse – Læs mere: info.skat.dk.

Fristreglerne i skatteforvaltningsloven (§§ 31–32):

Parallelt med de civilretlige forældelsesregler sætter skatteforvaltningsloven (SFL) tidsfrister for at fastsætte eller ændre selve momstilsvaret.

Disse frister sikrer, at Skatteforvaltningen ikke kan afkræve “gammel” moms uden særlig grund.

SFL § 31

SFL § 31 indeholder den ordinære ansættelsesfrist:

Skattestyrelsen kan som udgangspunkt ikke varsle en ændring af afgiftstilsvaret senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Med andre ord skal et forkert momsbeløb som hovedregel opdages og varsles inden tre år. Når først en ændring er varslet rettidigt, har myndigheden yderligere 3 måneder til at træffe selve afgørelsen (med mulighed for rimelig fristforlængelse for den afgiftspligtige, jf. SFL § 31, stk. 1, 3. pkt.).

SFL § 32

SFL § 32 rummer reglerne om ekstraordinær genoptagelse (ændring ud over 3-års-fristen). Bestemmelsen opstiller en række situationer, hvor momsansættelsen kan ændres efter de 3 år, f.eks.:

• Nr. 1: Hvis en hidtidig praksis er underkendt ved dom eller lignende (praksisændring med tilbagevirkende effekt).
• Nr. 2: Hvis ændringen er en direkte følge af en anden ansættelsesændring for samme person/virksomhed.
• Nr. 3: Hvis den afgiftspligtige (eller dennes repræsentant) forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at momstilsvaret blev fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. (Denne regel er meget vigtig – den tillader genoptagelse ved skatte- eller momssvig og andre grove fejl).
• Nr. 4: Hvis Skatteforvaltningen imødekommer en anmodning fra den afgiftspligtige om genoptagelse pga. “særlige omstændigheder” (typisk en slags ekstraordinær lempelse).
• Nr. 5: Hvis der sker ændringer i det retlige eller faktiske grundlag for afgiften (f.eks. en kontrakt, afgørelse el.lign. ændres med tilbagevirkende kraft).

For at benytte § 32 skal visse tidsfrister iagttages:

• Ændringen skal varsles (eller anmodning indgives) senest 6 måneder efter, at Skatteforvaltningen eller den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder ekstraordinær genoptagelse.
• Er betingelserne opfyldt og fristen overholdt, er der i praksis adgang til at ændre momsansættelsen helt op til 10 år tilbage, idet de afledte krav netop ikke forældes på 3 år, men alene efter en 10-årsfrist (jf. nedenfor om SFL § 34 a).

SFL § 34 a – samspil mellem ansættelsesfrister og forældelse:

Lovgiver har indsat § 34 a i skatteforvaltningsloven for at koble ovenstående fristregler sammen med forældelseslovens regler. § 34 a fastslår bl.a.:

• Krav på skatter og afgifter, der afsiges inden for de ordinære frister (f.eks. en momsansættelse inden for SFL § 31’s 3 år), forældes efter de almindelige regler i forældelsesloven (3 år). Dvs. et momskrav fastsat ordinært har 3-års forældelse fra forfald, dog med mulighed for suspension og tillægsfrister (f.eks. suspension pga. uvidenhed eller tillæg af 1 år efter en varslet ændring, jf. nedenfor).
• Skatte- og afgiftskrav, der er afledt af en ekstraordinær ansættelse efter SFL §§ 27 (indkomst) eller 32 (moms mv.), er ikke omfattet af den korte 3-årsfrist. De forældes kun efter en absolut 10-års frist. § 34 a, stk. 4, foreskriver altså 10 års forældelse for krav opstået ved ekstraordinær genoptagelse. Denne 10-årsfrist kan ikke suspenderes ved uvidenhed mv.; den løber absolut fra forfaldstidspunktet. (Dermed sikres det, at myndighederne har op til 10 år ifm. grove skatteunddragelser, men ikke længere, medmindre en straffesag giver ekstra mulighed – se nedenfor om § 34 b.)
• Hvis Skatteforvaltningen foreløbigt afbryder forældelsen ved at afsende et varsel om ansættelse inden fristens udløb, så indtræder forældelse tidligst 1 år efter at der er truffet afgørelse i sagen. Dette betyder, at når der rettidigt varsles en ændring (fx lige inden 3-årsfristen udløber), får myndigheden mindst et år fra afgørelsestidspunktet til at indkræve det afledte krav. Den foreløbige afbrydelse forlænger således effektivt fristen med et år fra endelig afgørelse.

Praksis og afgørelser:

Landsskatteretten og domstolene har i flere sager taget stilling til forældelse af momskrav.

Cateringvirksomheden:

Et illustrativt eksempel er en sag om en cateringvirksomheds mangelfulde momsangivelser (Landsskatteretten, 2011): Her blev SKAT først opmærksom på fejl for perioden 2007 efter fristens udløb og forsøgte derfor ekstraordinær genoptagelse pga. grov uagtsomhed. Varsling om ændring blev udsendt i november 2010.

Landsskatteretten fandt, at momskravet for jan.–sep. 2007 var forældet efter 3-års-fristen i SFL § 31, stk. 1, da betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke var opfyldt – SKAT havde ikke bevist grov uagtsomhed hos virksomheden.

Derimod var kravet for okt.–dec. 2007 varslet inden for 3 år og dermed gyldigt fastsat under de ordinære frister, hvorfor det ikke var forældet.

SKATs efteropkrævning blev således nedsat betydeligt.

Sagen illustrerer, at hvis ikke grov uagtsomhed eller forsæt kan påvises, vil et momskrav falde væk efter 3 år.

Op til 10 år tilbage:

Omvendt viser nyere praksis, at når betingelserne er opfyldt, kan myndighederne opkræve unddraget moms op til 10 år tilbage.

I en meddelelse efter Landsskatteretten 2022 (SKM2022.264.LSR (https://info.skat.dk/data.aspx?oid=2364943) præciseres det, at ekstraordinær genoptagelse kun er mulig, hvis kravet ikke allerede er civilretligt forældet, og at et sådant krav har 10-årig forældelse fra forfald (uden suspension) jf. SFL § 34 a, stk. 4.

Samtidig bekræftes, at foreløbig afbrydelse (varsel inden frist) giver 1 års tillæg efter afgørelsen, jf. SFL § 34 a, stk. 2.

Forældelse af strafansvar for momsrelaterede lovovertrædelser

Straffelovens regler (§ 93):

Strafansvaret for en lovovertrædelse bortfalder, når der indtræder strafferetlig forældelse.

Straffelovens § 93 fastsætter længden af forældelsesfristerne afhængigt af den maksimale straf for lovovertrædelsen. Det er altså strafferammen (ikke den konkrete straf) der er afgørende.

De vigtigste kategorier for moms- og skattesvig er:

• 2-års forældelse: Gælder, hvor den højeste straf for overtrædelsen er bøde eller fængsel i 1 år eller derunder. Dette omfatter bl.a. mindre alvorlige forseelser og alle tilfælde, hvor lovbestemmelsen alene hjemler bødestraf. Typisk drejer det sig om ordinære overtrædelser uden forsæt til afgiftsunddragelse, fx visse formelle fejl. (For momssager vil rene bødesanktioner dog ofte alligevel involvere en økonomisk vinding for gerningsmanden og dermed falde under 5-års reglen – se nedenfor.)
• 5-års forældelse: Gælder, hvor strafferammen er fængsel i over 1 år og op til 4 år. Denne kategori dækker de fleste skatte- og afgiftslovsovertrædelser, da mange bestemmelser (f.eks. skattekontrollovens eller momslovens strafbestemmelser) har maksimumstraffe på 1½ eller 2 års fængsel. I alle sådanne sager er forældelsesfristen 5 år – også selvom den konkrete sanktion ender med “kun” at være en bøde. Det afgørende er strafferammen. Endvidere fastsætter straffeloven § 93, stk. 2, nr. 2 en særlig regel om “uberettiget vinding”: Alle lovovertrædelser, som indebærer eller kan indebære en økonomisk vinding for gerningsmanden (medmindre de er omfattet af den strengere § 289), har en mindst 5-årig forældelse. Det vil sige, at selv overtrædelser der formelt kun kan straffes med bøde (f.eks. groft uagtsom momssvig) er omfattet af 5-års-fristen, fordi overtrædelsen gav en uretmæssig gevinst ved at unddrage staten for moms.
• 10-års forældelse: Gælder, hvor strafferammen er fængsel i over 4 år og op til 10 år. I moms-/skattesammenhæng er dette især relevant for de aller alvorligste tilfælde af skattesvig, som falder ind under straffelovens § 289 (grov skatte- og afgiftsunddragelse af særlig grov karakter). § 289 har en strafferamme på op til 8 års fængsel, hvorfor disse sager forældes efter 10 år.

(Til sammenligning er forbrydelser med endnu højere strafferammer undergivet længere forældelsesfrister eller kan være uforældelige, men sådanne er ikke relevante for momssager.)

Dækningsprincippet

Hvis én og samme handling udgør flere lovovertrædelser med forskellige forældelsesfrister, anvendes den længste frist (dækningsprincippet). Begår samme person derimod forskellige uafhængige forhold, beregnes forældelse for hvert forhold for sig.

Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt:

Straffelovens § 94, stk. 1 angiver, at forældelsesfristen løber fra den dag, den strafbare virksomhed eller undladelse ophører – dvs. når lovovertrædelsen er fuldbyrdet. For momsrelaterede lovbrud betyder det:

• Ved en handlingsforbrydelse (f.eks. at indsende en urigtig momsangivelse med for lav salgsmoms) regnes forældelse fra den dag, handlingen er foretaget – fx datoen hvor den forkerte angivelse blev indgivet.
• Ved en undladelsesforbrydelse (f.eks. at undlade at indberette/afregne moms) regnes forældelse som udgangspunkt fra det tidspunkt, hvor undladelsen ophører. Dette vil typisk være, når forholdet bringes i orden, eller ikke længere kan rettes. Dog har retspraksis præciseret, at hvis en strafbar undladelse er knyttet til en bestemt frist eller periode (f.eks. pligt til at angive hver måned/kvartal), anses forbrydelsen for fuldbyrdet ved udløbet af den pågældende frist – altså når man skulle have handlet, men lod være.

Gentagne overtrædelser:

I praksis kan der opstå spørgsmål ved gentagne overtrædelser: Hvis en person undlader at angive moms i flere på hinanden følgende perioder, er spørgsmålet om det er én fortsat forbrydelse eller flere separate.

Hovedreglen er, at hver momsperiode og angivelsespligt betragtes særskilt (hver periode er et selvstændigt forhold med sin egen frist).

Fortsat forbrydelser:

Undtagelsen er, hvis de ulovlige handlinger er så sammenhængende, at de udgør ét samlet, fortsat forhold.

Retspraksis har anset urigtige momsangivelser i fortløbende perioder for en fortsættende forbrydelse i visse tilfælde – dermed regnes forældelse fra den sidste periodes ophør.

I en sag fandt Østre Landsret f.eks., at en flerårig momsunddragelse, der fremstod som et sammenhængende arrangement, var én fortsat overtrædelse med forældelsesstart ved den sidste momsperiodes angivelsesfrist. Denne fortolkning (dækningsprincippet for sammenhængende forhold) indebærer, at ældre forhold “trækkes med” frem til sidste forholds fuldbyrdelse, således at alle perioder kan strafforfølges under ét.

Det understreges dog i praksis, at det kun undtagelsesvis vil blive anset som fortsat forbrydelse – typisk kræves et ensartet, kontinuerligt arrangement. I de fleste sager med manglende/urigtige angivelser vil man behandle hver angivelsesperiode separat, således at forældelsen løber fra hver periodes frist.

Afbrydelse af straffesagens forældelse:

For at undgå at strafansvaret forældes, kan myndighederne afbryde fristen ved at indlede strafforfølgning.

Sigstelsen:

En sigtelse (formel sigtelse for forholdet) afbryder forældelsen. Sigtelse anses for sket, når den pågældende person meddeles sigtelsen – f.eks. ved modtagelse af sigtelsesbrev (også via digital post) eller når anklagemyndigheden begærer retten om et skridt, der sigter vedkommende. Det er vigtigt, at sigtelsen dækker de forhold, der senere tiltales, da kun da er forældelsen afbrudt for disse forhold (udvides sigtelsen senere til yderligere lovovertrædelser, skal der foretages ny sigtelse for dem for at afbryde fristen).

Hvis strafforfølgningen efterfølgende standses uden resultat – enten ved en formel beslutning om at opgive påtale eller de facto ved at sagen henligger ubehandlet på ubestemt tid – så “genoplives” forældelsen. I så fald bortfalder den afbrydende virkning af sigtelsen, og det er som om forældelsen aldrig var blevet afbrudt. Gerningspersonen kan dog igen sigtes, hvis forholdet endnu ikke er forældet på ny (dvs. inden den oprindelige frist udløber).

Skatteforvaltningens praksis:

Skattestyrelsens juridiske vejledning afspejler ovenstående regler og fremhæver især betydningen af 5-års fristen i skattesvig-sager. Selv overtrædelser, der “kun” har bøde som normal straf, vil i momssager som regel involvere unddragelse af betaling – og dermed uretmæssig vinding – hvilket udløser mindst 5 års forældelse efter STRFL § 93, stk. 2.

Endvidere pointeres det, at for juridiske personer (selskaber) gælder de samme frister: selvom et selskab kun kan idømmes bøde, fastsættes forældelsen ud fra den bestemmelse, der er overtrådt.

Dvs. et selskabs momsunddragelse med forsæt til skat/afgiftsunddragelse vil også have f.eks. 10 års forældelse, hvis forholdet hører under STRFL § 289. Endelig understreges det, at hvis forældelse er indtrådt, kan der slet ikke rejses straffesag – forældelse er en objektiv straffrihedsgrund, som medfører frifindelse.

Samspil mellem momskravets forældelse og strafansvarets forældelse

De civilretlige og strafferetlige forældelsesregler kan spille sammen på forskellig vis i moms-sager.

Nedenfor beskrives nogle typiske situationer for enkeltpersoner, hvor momskravet (det skyldige beløb) og strafansvaret (muligheden for bøde/straf) ikke nødvendigvis forældes samtidig:

1) Momskravet forældet, men strafansvar i behold:

Det kan ske, at Skattestyrelsen ikke når at fastsætte eller inddrive et momsbeløb inden for de civilretlige frister, mens straffesagen stadig er åben.

Et eksempel er en person, der ved simpelt uagtsomhed indberetter for lidt moms i et år, og fejlen opdages 4–5 år senere. Hvis forholdet ikke involverede grov uagtsomhed eller forsæt, har Skatteforvaltningen ingen hjemmel til ekstraordinær genoptagelse efter 3 år – momskravet er da civilretligt forældet og kan ikke opkræves.

Strafansvar for simpel uagtsom momsfejl er som udgangspunkt heller ikke aktuelt (da kun grovere uagtsomhed straffes), så i en sådan situation ender sagen typisk uden hverken opkrævning eller straf.

Anderledes kunne det være, hvis der var tale om en strafbar unddragelse, men myndigheden alligevel overså kravet: Forestil fx en groft uagtsom momsunddragelse begået i 2018, som først opdages i 2024. Her kunne der i princippet rejses en straffesag (5-års straffrist inden udgangen af 2023, hvis det var en fortsat undladelse til ultimo 2018 – den er lige netop ikke forældet), men civilretten kræver at SKAT inden udgangen af 2021 skulle have varslet et krav (3-års-fristen), medmindre § 32 anvendes.

Hvis SKAT ikke gjorde det og heller ikke kan anvende ekstraordinær genoptagelse (f.eks. pga. mangel på bevis for grov uagtsomhed), vil momskravet være tabt, selvom strafforfølgning teoretisk var mulig. Myndighederne vil normalt afstå fra at strafforfølge et forhold, hvis man alligevel ikke kan gøre kravet gældende – særligt når det skyldes egne fristoverskridelser – så i praksis er dette scenarie sjældent.

2) Strafansvar forældet, men momskrav kan stadig inddrives:

I den omvendte situation kan en person slippe for straf, men stadig skulle betale momsen.

Dette sker typisk, når en momsunddragelse kommer frem efter strafansvarets udløb, men inden civil forældelse (10 år) indtræder.

Et eksempel: En enkeltperson undlader forsætligt at angive moms for 7 år siden. Forsætlig unddragelse har som udgangspunkt 5 års strafretlig forældelse (hvis strafferammen er 1½ år, jf. skattekontrolloven), så strafansvaret er nu forældet.

Civilretligt kan Skatteforvaltningen derimod bruge SFL § 32, stk. 1, nr. 3 (forsæt/grov uagtsomhed) til at genoptage det 7 år gamle forhold – og kravet forældes først efter 10 år fra forfald.

Personen kan altså ikke straffes, men pålægges at betale den unddragne moms med renter. Dette scenario er ikke hypotetisk; det kan forekomme, hvis SKAT først modtager oplysninger om gammel svig (fx via en skatterevision eller tredjepart) på et tidspunkt, hvor strafforfølgning er udelukket af tidsgrunde. Myndighederne vil da fokusere på at opkræve beløbet. (Det bemærkes, at grov momssvig af større omfang ofte vil have 10-årig straffrist, jf. STRFL § 289, så de mest alvorlige sager vil sjældent “slippe” straffrit inden civil forældelse indtræder.)

3) Både momskrav og strafansvar gøres gældende – særlige regler ved straffesag:

I de fleste seriøse momssvig-sager vil myndighederne både opkræve den manglende moms og strafforfølge gerningsmanden.

Procedurerne kører parallelt men med indbyrdes afhængighed:

Her er det vigtigt at forstå, at procedurerne kører parallelt men med indbyrdes afhængighed:

En straffesag kan forlænge mulighederne for at opkræve skatten.

Særligt SFL § 34 b regulerer samspillet:

Hvis en person findes skyldig i en skatte- eller momssvig-sag, kan Skatteforvaltningen gøre det unddragne skatte- eller afgiftsbeløb gældende selv efter at de normale forældelsesregler ellers ville have afskåret kravet.

34 b, stk. 1 bestemmer, at skatter/afgifter, som er omfattet af en straffesag, kan inddrives under straffesagen uanset forældelse, forudsat at tiltalte dømmes for forholdet.

Dette sikrer, at en gerningsmand ikke kan undgå at betale blot ved at trække sagen ud til civil forældelse indtræder. Desuden giver § 34 b en tillægsfrist:

Hvis skatte- eller momskravet ikke blev endeligt afgjort under straffesagen, kan myndigheden udsende varsel om ansættelse senest 1 år efter den endelige dom (eller vedtagelse af bøde).

Et ekstra år efter dom.

Man får altså et ekstra år efter dom til at fastsætte kravet.

Samtidig slår loven fast, at forældelse af kravet tidligst indtræder 1 år efter at skatteyderen er kendt skyldig – med andre ord “holdes” forældelsen tilbage, mens straffesagen kører, og mindst et år derefter.

Et eksempel: En person dømmes i 2025 for momsbedrageri begået 2014–2016.

Normalt ville det ældste krav fra 2014 være civilretligt forældet efter 10 år (dvs. ved udgangen af 2024), men takket være SFL § 34 b kan SKAT alligevel opkræve momsen for 2014, fordi domfældelsen i 2025 sikrer en yderligere frist. Skatteforvaltningen skal blot udsende en afgørelse om efteropkrævning inden for et år efter dommen.

4) Fortsat forældelsesløb under straffesagen:

Bemærk at selvom en straffesag er undervejs, skal Skatteforvaltningen stadig iagttage visse frister.

Foretager de sig intet civilretligt, og ender straffesagen uden domfældelse, risikerer man at kravet forældes imens.

Derfor vil SKAT ofte fremsende foreløbige krav eller sikkerhedsopgørelser.

I nogle tilfælde tilbyder anklagemyndigheden et bødeforlæg (en frivillig vedtagelse af bøde) i stedet for at gå i retten.

Hvis personen vedtager bødeforlæg for momssvig, kan dette få betydning for forældelse af kravet – vedtagelsen kan ses som en erkendelse af skyld og kan analogt sidestilles med en afbrydelse over for kravet.

Der findes praksis hvor SKAT argumenterede for, at en underskrevet bøde forhindrede forældelse af momskravet.

Generelt gælder dog, at det sikreste grundlag for at opkræve gammel moms er via dom eller kendelse. Når en dom afsiges, kan retten også tage stilling til erstatning eller konfiskation af det unddragne beløb, hvilket supplerer Skatteforvaltningens muligheder for inddrivelse (som det ses i straffedomme, hvor der idømmes erstatningspligt til statskassen for skatte/moms-unddragelsen).

Konklusion:

For enkeltpersoner involveret i momssager er det vigtigt at forstå, at der løber to “ure” samtidig: et civilretligt for opkrævning af momsen og et strafferetligt for at pålægge bøde/fængsel.

3 år (eller 10 år ved grovere forhold) er tommelfingerreglen for pengekravet, mens 5 år (i alvorlige tilfælde 10 år) er det typiske for strafansvaret.

Myndighederne har værktøjer til at forlænge eller samordne fristerne: Opdages svig, kan de genoptage ekstraordinært (10 år) og rejse straffesag (5/10 år), og en straffedom giver ekstra tid til at sikre betaling af momsen. Omvendt kan manglende reaktion fra myndighederne medføre, at enten kravet eller strafansvaret forældes – og i så fald bortfalder den pågældende del.

Overordnet sikrer lovgivningen dog, at forsætlige momsunddragelser ikke betaler sig: Enten rammes man af opkrævning, straf eller begge dele, hvis forholdet opdages inden for de (relativt lange) forældelsesfrister. Skatteyderen kan ikke føle sig helt “safe” før både den civilretlige og strafferetlige forældelsesfrist er udløbet. Derfor bør enkeltpersoner, der har undladt at angive eller bevidst angivet forkert moms, være opmærksomme på risikoen for både efteropkrævning af moms og strafansvar i op til 5–10 år efter forholdets udførelse, afhængig af grovheden.